Point-Contact Diode
En punktkontaktdiode er konstrueret ved at bringe en meget fin metaltråd (såsom trivalent aluminium) i kontakt med overfladen af en halvleder (såsom germanium). En høj øjeblikkelig strøm ledes derefter gennem kontakten i fremadgående retning for at smelte ledningen og halvlederen fast sammen; kombinationen af det trivalente metal og germanium danner en PN-forbindelse. Til sidst fastgøres elektrodeledninger, og samlingen forsegles i et beskyttende hus. Metaltråden tjener som den positive elektrode (anode), mens halvlederwaferen fungerer som den negative elektrode (katode).
Fordi metaltråden er ekstremt fin, er det resulterende PN-forbindelsesområde meget lille, hvilket fører til lav interelektrodekapacitans; Dette betyder dog også, at dioden ikke kan modstå høje omvendte spændinger eller store strømme. Denne type diode er velegnet til højfrekvent detektering og som koblingskomponent i puls-digitale kredsløb, og den kan også bruges til lavstrøms-ensretning. For eksempel er 2AP1 en punktkontakt germaniumdiode med en maksimal ensrettet strøm på 16 mA og en maksimal driftsfrekvens på 150 MHz.
Junction (Area-Contact) Diode
Forbindelsesdioder (eller områdekontaktdioder) dannes ved at skabe direkte kontakt mellem P-type og N-type halvledere - og derved etablere en PN-forbindelse ved hjælp af dopingmetoder såsom diffusion, legering eller epitaksi.
Junction-dioder har et stort PN-junction-kontaktområde, hvilket giver dem mulighed for at håndtere højere strømme; derfor er de velegnede til højstrøms ensretterkredsløb eller som koblingsenheder i pulserende digitale kredsløb. På grund af deres relativt høje krydskapacitans er de begrænset til lavere frekvensdrift, selvom de også kan fungere som kondensatorer i integrerede kredsløb. For eksempel er 2CP1 en junction-type siliciumdiode med en maksimal ensrettet strøm på 400 mA og en maksimal driftsfrekvens på kun 3 kHz.
